Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Kontaktforælder

HVAD ER EN KONTAKTFORÆLDER?

Populært sagt, er en kontaktforælder en uformel repræsentant for alle forældrene i klassen.

Det betyder, at kontaktforældre er bindeled mellem klassens forældre, skolen og skolebestyrelsen.

Udover at du selvfølgelig er forælder til et barn på skolen, er eneste forud- sætning, at du deltager i forældremøder i barnets klasse (1-2 årligt) og kontaktforældremøder (1-2 årligt), samt interesserer dig for dit barns klasse.

Der er typisk en til to kontaktforældre for hver klasse.

 

EKSEMPLER PÅ OPGAVER SOM KONTAKTFORÆLDRE

Som kontaktforælder kan du blive kontaktet af klasselæreren, hvis der er forhold fx om klassens trivsel, som klasselæreren har brug for hjælp til.

Klasselæreren kan sammen med dig sætte dagsordenen for forældremøder. Du kan også bidrage forældremøderne, hvis der er ting, som du mener, er vigtige for forældrene. Eksempler er fælles regler om slik, mobiltelefoner, alkohol, brug af YouTube, fødselsdage, eller I kan drøfte, hvordan der fx skabes mere ro i klassen.

Du kan også have en aktiv rolle ved modtagelse af ny elev og forældre i klassen. Tag fx kontakt og fortæl om klassen.

Som repræsentant for forældrene kan du bringe forslag, ideer og emner videre til skolens ledelse og  skolebestyrelsen. Det kan fx ske, hvis en anden forældre henvender sig og ønsker, at du bringer sagen videre.

Skolebestyrelsen indkalder mindst en gang årligt til kontaktforældremøde. kontaktforældremøderne orienterer skolebestyrelsen om forhold, der har interesse for hele skolen, og kontaktforældrene giver input til, hvordan vi fortsat udvikler en god skole.

Som kontaktforælder kan du vælge at orientere klassens forældre om generelle forhold fx input fra kontaktforældremøder.

 

EKSEMPLER PÅ OPGAVER, SOM IKKE SKAL LØSES AF KONTAKTFORÆLDRE

Du er ikke konfliktløser og kan ikke blive involveret i personsager, uanset om det involverer klassens elever eller skolens personale. Det er en opgave for skolen og skolens ledelse. 

Den enkelte forælder kan altid henvende sig direkte til skolebestyrelsen, skolens ledelse og klassens lærere uden at involvere kontaktforældrene.

 

HVORDAN BLIVER DU KONTAKTFORÆLDER, OG HVOR LÆNGE GÆLDER DET?

Du vælges til kontaktforælder på et forældremøde i dit barns klasse. Du vælges for et år ad gangen, og typisk genvælges samme kontaktforældrene flere år ad gangen.                

 

ANDRE FUNKTIONER SOM AKTIV FORÆLDER

Mange klasser har et forældreråd, som arrangerer sociale arrangementer for klassen og klassens forældre. Som kontaktforælder kan du sagtens deltage i forældrerådet. Fælles for forældrerådet og kontaktforældrene er, at jeres primære fokus er klassen og klassens trivsel.

I Skolebestyrelsen er der også forældrerepræsentanter. Forældrerepræsentanterne vælges af alle forældre på skolen hvert 4. år. Her er det primære fokus emner, der går på tværs af hele skolen, som for eksempel trivselsundersøgelser, kontaktforældremøder, skolens økonomi m.m.